Så kom jeg vist igennem ugens opgave. Ved første gennemlæsning fattede jeg ikke meget, men blev som sædvanlig grebet af opgaven. Alt det man kan! Og Per har fået en fan!
Fra starten kunne jeg slet ikke se nytten af del.icio.us. Hvorfor ikke bare bruge sine foretrukne og ordne pænt i mapper osv. Men der er jo det med at dele sine foretrukne og finde/stjæle gode links fra andre ligesindede. Måske kan jeg bruge det, men inddrage lånere???? Jeg håber andre har gode ideer.
Andre overvejelser: 23ting er et spændende forløb. Hvor megen gavn kan vi så få af de værktøjer, vi indtil nu har lært om, på et lille bibliotek som vores? Jeg tror på blogs på bibliotekshjemmesider. Og jeg har oplevet, hvor godt chat fungerer i Biblioteksvagten.
Når jeg har set på 23ting opgaverne er der 23 andre ting, jeg skal have lavet. Forberede bogindkøb, modtage fjernlån, have udlånsvagt, sætte bøger på plads, lave bob'en, lave udstillinger, flytte reoler inden arrangement, deltage i arrangement, rydde op igen, redigere/opdatere hjemmeside, finde bøger til Bogen Kommer, spole bånd, kassere materialer, holde møder, lave kaffe osv. Det er dejligt at have et arbejde med så mangeartede opgaver, man sidder næsten aldrig stille (ved sit skrivebord). Men jeg VIL igennem forløbet, om det så skal koste fritid, og det kan næsten ikke undgås, når man bliver grebet af det...
Næste uge er opsamling!